I weekenden kunne jeg fejre 16 års Jubilæum – men det fik jeg ikke helt gjort.
Jeg var i biffen med yngstebarnet og se Lego Batman og da Batman forklarede hvorfor han havde holdt kærligheden ti skridt fra livet med sætningen:
“Jeg var bange for at mærke den smerte det er, når man er bange for at miste dem, man elsker”.
Efterfulgt af sønnikes kommentar “Det var dybt, hva mor?”
Ja, så var der ikke et øje tørt. Bedre jubilæumsfest kunne jeg ikke ønske mig.
Og nu sidder jeg i Amsterdam lufthavn på vej til Galapagos for at undervise.
Fatter ikke helt, at der er gået s e k s t e n å r. 16 år med egen virksomhed.
Det er lidt ligesom at se på sin 9 årige søn og teenage datter og tænke; “hvem trykkede på fast forward”?
Jeg afstår som regel fra at sige “dengang du lå i mors mave”, “dengang jeg fødte dig med mange laaaange veer”, for i den alder er de som regel helst fri for sådanne billeder på nethinden.
I stedet har jeg taget en tur ‘down memory lane’ og kortlagt de vigtigste bøjer på min søgang som kaptajn på egen skude, som nysgerrig globetrotter med frygt i sidevognen, minimal besætning og med hjertet som primær anker.
Jeg har lært at:
* Hvis jeg vil leve af at være mig, må jeg være mig. Med det hele.
* Chancer skal tages, gribes, skabes – mens tid er.
* Jeg altid vil have en lille frygt for ikke at lykkes, men jeg kan bevæge mig fremad alligevel.
* Jeg gør det nødvendige, for at det sjove kan ske.
* Man kan skabe en forretning på stort set hvad som helst.
…. Og så mødte jeg Kongen af CHIAFRØ
I flyet på vej til Amsterdam mødte jeg manden, som har fået CHIA frøet til Europa. (www.originalchia.dk). Martin L. Toft, Sønderborg.
Dårlig barndom. Stammet det meste af sin ungdom. Måtte stampe i jorden hver gang, han skulle sige et ord, der startede med en vokal. Ingen uddannelse, ingen børn.
I 2009 vender hans liv, da han støder på Chia frøet og siden har livet ikke været det samme. Han kunne mærke, at han skulle noget med det frø! men de fleste synes, at han var tosset.
Det gør de ikke mere.
I dag flyver han til Kenya med 100 kilo Chia frø til udplantning for at hjælpe med til at brødføde den Kenyanske befolkning. “Chia frøet er ydmygt. Det kræver næsten ingenting for at vokse, til gengæld har det den mest optimale næringssammensætning og giver 1000 fold igen. Et meget gavmildt frø”.
Hvor smukt er det lige, at det frø der kan vokse stort set alle steder, er på vej til et fattigt land, hvor mennesker har brug for næring.
Som to puslespilsbrikker der passer perfekt sammen. Fordi der er en, der bringer netop de to brikker sammen.
Skriv et svar