Mange mennesker bruger mange vågne timer på at tænke. Nogle tager endda natten til hjælp.
Vi tænker på vigtige ting og uvæsentlige ting. På ting vi kan gøre noget ved, men ikke får gjort. På ting vi ikke kan gøre noget ved, men ville ønske vi kunne.
Tanker kan presse mennesker derud, hvor vi ikke kan bunde i os selv. Derud hvor handlingen udebliver og tankerækkerne fortsætter i en uendelighed – uden output.
Derfor er det vigtigt at huske, hvad vi oprindeligt også er skabt til. Altså inden vi blev såkaldt kloge [og bange] og forsøgte at regne alting ud.
Når vi bliver født, har vi intet sprog, kun lyde. Vi sanser og mærker. Kulde, varme, tryghed, utryghed. Vi skelner. En babys hjerne er ca. 20% størrelse af den voksnes hjerne – til gengæld består den af 80-100 milliarder hjerneceller, som svarer til det antal, vi stort set får.
Hjernen vokser voldsomt efter fødslen. Ikke fordi vi får flere hjerneceller, men fordi hjernecellerne vokser og forbindelserne mellem nervecellerne øges.
Når nu vi er også er skabt til at mærke, kan det godt svare sig at vedligeholde den disciplin. Bare registrere, hvad der sker i kroppen uden at dømme eller tolke. Mærke hvad der virkelig rør sig. Være der. Tilstede.
… Og så bruge det overskydende krudt på at handle på ambitionerne, fremfor at tænke dem ihjel. Ligesom vi engang lærte at gå – fordi det var et naturligt næste skridt i vores udvikling.
Hvad er dit næste skridt?
Ønsker dig en rigtig dejlig 6. december
Kærligst
Anja
Skriv et svar