Dagen startede med små- skænderier mellem søster og bror. Udsigten til digitalfri dag gav abstinenser på forhånd og små ting blev til ‘store problemer’.
Udsigten til forandring kan være et pres i sig selv.
Vi skulle i skoven. Det var kun 50 % af børneflokken, der synes om den ide.
Men skoven og ingen mobiler kan ‘noget.’
Man går aldrig sur ud af en skov.
Man finder hinanden. Igen.
Den der mindst ville med, endte med ikke at ville hjem.
Efter 2 1/2 times travetur, klatretur og familie massage her til aften er der atter grin og hviin imellem de to. Energien er let. Pyt-agtig. Kærlig og rummelig.
Jeg er enebarn og har kun kunne forestille mig hvor indædt irriteret, man kan blive på hinanden som søskende og hvor uendeligt dybt kærligheden stikker.
Nu er jeg vidne til det på første parket.
Har altid ønsket mig en søster eller bror. Men fik det ikke. Til gengæld fik jeg heldigvis lov til at famle mig frem med de to her.
Det der med at bruge tid sammen uden forstyrrelser, slår aldrig fejl.
Skriv et svar