Levende

Jeg står ved komfuret og laver mad og sludrer med min rengøringsdame.
Hun er en skøn ældre dame med bestemte holdninger, og vi taler lidt om tiden, vi lever i og om at holde sig godt og i gang med noget, man kan lide.

Jeg ved faktisk ikke, hvor gammel hun er, før hun henkastet siger, at hendes søn på 62 er i færd med at starte en ny virksomhed op. Jeg er helt målløs. Jeg troede faktisk, at HUN var omkring de 62.

Det ryger ud af mig: “Jamen hvor gammel er du”?

Hun smiler og siger 82. Så ringer hendes søster og inviterer hende på kaffe. Hun er 84.

Jeg siger til hende, at hun ligner en på 62, og hun siger, at hun laver det, hun godt kan lide og holder sig i gang. “Jeg har set, hvad der sker med dem, der bare falder hen”, siger hun.

Hun glæder sig også til sommeren i kolonihavehuset. “Mange synes, vi er tossede, min mand og jeg, fordi vi har brugt penge på at gøre det nemt for os derude. Vi har opvaskemaskine og det hele, for jeg gider ikke slæbe ting frem og tilbage. Det synes jeg er åndssvagt”, siger hun.

Vi griner, og jeg nikker samstemmende.

Jeg slukker komfuret og tusser ned på kontoret med min frokost og det største smil på læben. Hun gør ikke rent hos mig, fordi hun skal – men fordi hun vil.

Hun har lige sat sig ind i sin lille dyt uden for mit vindue og er på vej til kaffehygge. 82.