Vi kan ikke selektivt lukke ned for såkaldt ubehagelige følelser uden at lukke ned for alt det sprøde og lækre ved livet samtidig.
Hvis jeg skal sige, hvornår mit liv har været hårdest, er det ikke i perioder, der på papiret skulle være de hårdeste.
Som under min skilsmisse, eller når jeg har mistet nære venner/familie pga. sygdom.
Mit liv har været hårdest, når jeg ikke har turdet mærke ubehag.
Det, jeg var flov over eller ikke turde vise omverdenen. Det, jeg ikke turde stå ved og give udtryk for. I forsøget på at være ‘rigtig’.
Det blev forbandet hårdt – alene af den grund, at jeg samtidig lukkede ned for glæden. Initiativet. Åbenheden. Det er nemlig ikke enten eller.
Når vi lukker, lukker vi af for både og.
Når jeg i dag sidder med selvstændige, som gradvist er kommet længere og længere væk fra at mærke, hvad de brænder for, eller ledere, hvor arbejdsglæden er forsvundet og erstattet med stress … eller par, som føler, at kærligheden er konverteret til modstand – handler det sjældent om, at man lige pludselig er blevet en anden.
Det handler snarere om, at man har glemt at give sig selv plads.
Plads til at føle, mærke og udtrykke det indre landskab og i stedet har styret livet fra frygten. Lukket af.
Forleden var jeg ude og spise en arbejdsfrokost med mig selv. Bag mig sad to kvinder.
Den ene af de to kvinder var meget oprevet. Energien var tung og anklagende. Både når hun talte til den person, hun var sammen med, og i særdeleshed når hun talte om en tredje person, som ikke var tilstede.
Indrømmet … jeg lyttede.
Sætninger som:
“Det kan fand’me ikke være rigtigt, at hun …”
“Hun kan da ikke bare …”
“Det er vildt pinligt, at hun …”.
” Det er da ikke normalt, at man …”
Jeg forsøgte at fokusere på min frokost og mit arbejde, men den anklagende energi, synes jeg er interessant.
Dels fordi jeg selv har vadet rundt i den.
Dels fordi den på mange måder fortæller, hvad der er svært for os at rumme selv.
Den anklagende energi viser os, hvor meget ærlighed og sårbarhed, vi er i stand til at vise – uden at drage andre til ansvar for vores følelser.
Hvad vi bliver oprevne over, kede af og flove over, handler ikke om andre.
Det viser os blot, hvad der er sandt for os. Hvordan vi synes, verden skal hænge sammen og hvordan vi synes at andre mennesker skal opføre sig – så vi kan have det godt.
Det er vores egen indendørs svimmingpool af følelser, vi må dykke ned i, for at finde ud af, hvorfor vi har brug for at anklage.
Anklagende adfærd er en måde at få afløb for sin egen smerte og ubehag.
En måde at skubbe ubehaget fra sig. For en stund.
Det er derfor, bekymrede forældre skælder deres børn ud, hvis de har glemt at ringe og sige, hvor de er.
I stedet for at mærke angsten og sige “gud, hvor er jeg glad for, at du er her nu. Jeg var rædselslagen ved tanken om, at der skulle være sket dig noget”.
Det er også derfor, vi nogle gange skælder ud på livspartneren, når han eller hun foretager handlinger, der gør os bange eller utrygge.
Det er også nemmere at hakke på chefens beslutninger i dårlige tider, fremfor at stå ved, hvor meget frygten for en fyring i virkeligheden fylder – og så tale derfra.
I stedet for at give os selv plads til at føle, tænke, mærke, sanse og stå ved – kan vi lukke og skabe indre pladsmangel, så det bliver svært at gro.
Vi bliver født med en uendelig mængde af indre plads.
Resten har livet har vi muligheden for at bevare den plads. Alene og sammen med andre. Når vi tør.
***
Skriv et svar