Krymp ej

Klokken er 15.43. Fatter ikke lige hvor dagen blev af. Og det er en særlig dag i dag, så den har jeg lyst til at smide et par ord efter. Det er en højtidelig dag. En vigtig dag.

Kvindernes Internationale Kampdag.

En dag, der kan få visse til at se rødt, andre til at ryste på hovedet og nogle til at smøge ærmerne endnu mere op.

Jeg har brugt dagen på at rydde ud i gamle rester af tilbageholdenhed.

Tænkte, det måtte være en oplagt dag lige at tjekke ind med den fuldblodige evne til at sætte foden ned og stå ved. Udfolde mig. Udtrykke mig. I alle sammenhænge. Kropsligt, emotionelt, mentalt, åndeligt. Alles.

Jeg spurgte min 13 årige datter, hvad hun synes, er det vigtigste kvinder skal minde sig selv om. Og hjælpe hinanden med.

Svaret var … “ikke at lade sig formindske. Vi skal ikke gøre os mindre end vi er, eller lade andre gøre os mindre, end vi er – vi er allesammen lige stillede. Vi har alle samme ret til at være her”.

Jeg ved ikke, hvad mit svar ville have været, da jeg var tretten, men formentlig ikke det. Hatten af.

Det har taget mig år at nå til den erkendelse. Og at kunne handle på den.

Selvom vi i overskrifter kan fyre en masse smarte one-liners afsted, ved vi godt, at det i praksis kræver noget at efterleve. Lad dig ikke formindske. Følg dit hjerte. Stå ved dine meningers mod. Gør, hvad der giver mening for dig. Bare vær dig selv, osv.

At udleve sig selv kræver noget. Ellers ville alle bare gøre det. Vi har alle vores udgangspunkt og små skridt, vi kan tage for at rydde vejen. For os selv. Og for dem, der kommer efter.

Her i huset kræver det noget af os alle sammen at give plads. At insistere på alles plads. Også når jeg, moderen, er træææt og mest af alt bare har lyst til at udstikke kommandoer.

Så husker jeg mig selv på, hvor dårligt jeg trives med at blive kommanderet med. Af nogen.

Til alle kvinder jeg har mødt. I dette liv som i tidligere.

Til alle kvinder, som har banet vejen for andre, stejl og til tider ufremkommelig – nogle med døden til følge.

Til alle kvinder, der undveg at stå ved, underkastede sig og lod sig kue, tilpassede sig af nød eller mangel på støtte og indsigt.

Til alle kvinder, der har sejret med det, de satte sig for.

 

Til alle kvinder, som baner vejen for andre, stejl og til tider ufremkommelig – nogle med døden til følge.

Til alle kvinder, der undviger at stå ved, underkaster sig og lader sig kue, tilpasser sig af nød eller mangel på støtte og indsigt.

Til alle kvinder, der sejrer med det, de sætter sig for.

 

TAK  for alt, hvad I har gennemlevet og gennemlever, så min datter og jeg kan ligge i hængekøjen, anno 2018 i lille DK, og med selvfølgelighed udtrykke, at kvinder ikke skal lade sig formindske. Af sig selv – eller af andre.

Sikre og trygge, med eget tag over hovedet – dog med en erkendelse af, at vejen langt fra er tilbagelagt endnu, Vi er på vej.

>>>I’d rather live a day as a lion, than live a hundred years as a sheep<<<

[LUKAS GRAHAM – Before the morning sun]