Nogle gange er der ikke et facit og et lykkeligt resultat i sigte – nogle gange er der bare følelser, der skal rummes. Det er facit.
Nogle gange er der følelser, der skal luftes, ting, der skal tales igennem igen og igen, mærkes og udtrykkes, så kroppen kan falde til ro, og hovedet kan tænke klart.
Sådan er det med relationer.
Der er følelser, der skal rummes, for at vi kan genskabe flowet hver for sig og med hinanden.
I går aftes, på falderebet til en ny uge og efter en dejlig ferie med børnene, sagde Villads, at han havde ondt i maven og i hovedet.
Hos ham kan det betyde = noget, der mærkes og føles, men som han ikke lige kan udtrykke med det samme.
Jeg spurgte ham, om der var noget, han spekulerede på, eller om han var ked af noget. “Ja”, sagde han. “Jeg savner dig”.
Vi havde lige været tæt sammen i en uge og han sad bogstaveligt talt på skødet af mig, så jeg fornemmede, at det måtte handle om mere end det.
Så kom ordene sporadisk fra ham.
Om øv-følelsen ved, at mor og far ikke er sammen mere.
Om flytningen fra det ene til det andet hjem hver uge.
Om ikke længere at være en ‘rigtig’ familie, som han synes alle hans kammerater har.
Om at savne far, når han er hos mor og omvendt.
Smilla kom også ind i samtalen, og jeg lyttede og lyttede uden at sige ret meget andet end at understrege, hvor glad jeg var for, at de sagde det til mig.
Vi krammede og sad indfiltret i hinanden, mens tårerne løb, og en masse tanker og følelser blev udtrykt.
Jeg blev selv meget berørt – ikke fordi jeg fortryder skilsmissen og de valg vi traf, men fordi det smerter mig at se mine børn i smerte.
Samtidig ved jeg, at smerte i livet ikke er noget, jeg kan skåne dem for på sigt, men noget, de skal lære at turde rumme, udtrykke og håndtere, hvis de skal kunne skabe en solid kontakt mellem krop og hoved – fremfor at bruge livet på at flygte fra at mærke.
Efter en 20 minutters tid med snak, gråd og kram, sidder vi alle tre med snot i næsen og tårer på kinden.
Villads får snøftet indad, og det giver en høj pibelyd, og vi flækker allesammen af grin.
Han gør det igen og igen og bryder ud i en hjertelig latter.
Vi går ind i sofaen og ligger lidt stille og ser fjernsyn sammen, mens kroppene falder til ro.
Da jeg spørger ham, hvordan det går med maven og hovedet, siger han “Jeg har slet ikke ondt mere”.
Sådan fungerer vores system på fineste vis. Det, vi udtrykker og står ved, styrker vores oplevelse af flow og frihed indeni.
Som mor skal jeg give plads til det – også selvom det gør ondt på mig. Som chef, kæreste etc. er det samme ball-game.
Vi har allesammen øv-følelser indimellem. Når vi udtrykker dem og står ved dem, tager vi kontrollen over vores tilstand.
Udtrykker vi dem, klarer kroppen en stor del af forløsningen selv.
Undertrykker vi dem, kan det over tid sætte sig som blokeringer, stress og sygdom og danne basis for distance. Til os selv og til hinanden.
