Jeg har fældet en tåre i Christianskirken idag.
Ikke til bryllup – ej heller til begravelse. Men til koncert, da min halvgamle far på 72 sang sin første kor koncert sammen med resten af Kuhlau Koret.
Han strålede.
Jeg sad og tænkte på alle de gange, hvor han og min mor har stået i et ridehus, en danse -eller foredragssal for at se mig.
Og nu sad jeg der på bænken. Ved siden af min mor. Vi klappede. Sang med. Støttede op.
Koret sang bl.a. The Rose, som min sindssygt dygtige veninde, sang til mit bryllup, Gabrillas Sang, som jeg selv har hylet mig igennem igen og igen, You raise me up, som jeg er vokset op med og Halleluja, som er en fast del af repertoiret omkring sommerbålet.
Jeg sad med en følelse af, at en ring er ved at blive sluttet.
Stolt af at være hans datter og være vidne til hans nye skridt.
Stolt af at han gør det, der gør ham glad – mens tid er.
Skriv et svar