Forelsket. Igen. I den samme.
Jeg er blevet kysset, elsket, beriget og udfordret af kærlighed i mange forskellige former i mit liv. Jeg har også mistet, brudt ud, gået. Blevet forladt.
Jeg er blevet forelsket få gange. Sådan rigtigt. Men en gang for 17 år siden, skete der noget …
Først blev jeg forelsket i udseendet. Dernæst i alt det, jeg havde modstand på.
Så i alt det modstanden tvang mig til at forholde mig til. Så blev jeg forelsket i dybden. Alt det jeg kunne blive i stand til, hvis jeg turde.
Det lyder som en klassisk kærlighedskliché, men denne forelskelse var ikke i en mand.
Det var i en del af mig.
FRYGTEN
Mit overlevelsesinstinkt, største beskytter og irriterende dørmand.
Ingen følelse har så mange uudlevede drømme, forliste relationer, forsigtige og sikre, usunde (arbejds)liv på samvittigheden, som frygten har og samtidig rummer den uanede mængder af uforløst potentiale.
Frygt gør os bekymrede, vrede, ængstelige og bange.
Frygt saboterer os, bremset, afsluttet, forstyrret og blokeret for mine ønsker, drømme og indre ro.
Men det var ikke frygten, der stod i vejen.
Det var mit forhold til frygte.
Min manglende evne til at lede den, så den ikke blev til pres, stress, konflikter, distance og det, der er værre.
Kontakt er kodeordet
Jeg overgav mig ikke til min frygt, men prøvede heller ikke at komme uden om den eller af med den – jeg ville lære at være med den. Lære alle den små krumspring at kende og facetter at kende. Forstå den og bruge den til at opløse det, der blokerede mig, så jeg kunne leve og udleve det, jeg gerne ville.
Det er 17 år siden jeg for første gang, med vilje, trak frygten helt ind til mig.
Jeg forelskede mig i min frygt. Begyndte stille og roligt at udleve alt det, frygten havde holdt mig tilbage fra – når den var uhåndteret, undertrykt og ikke bliver forstået og rummet.
Jeg blev forelsket i alt det, jeg kunne blive og fik adgang til med frygten helt tæt ved min side. At holde den i strakt arm, gjorde mig træt. Slidt. Skyggeboksning uden ende.
Måske var det mit ‘kald’. Eftersom 17 års karriere er baseret på netop den forelskelse. Men det gav ingen mening at kæmpe med frygten. Det var en evig kamp med mig selv.
Frygten for ikke at være god nok, ikke at være elsket, at være svag, at være begrænset, ikke være klog nok, og mange mange andre frygtscenarier, der ubevidst havde styret mit liv mod kanten af småt brandbart.
2 bøger senere og tusindvis af undervisningstimer, kunder, teams m.m. og jeg kommer dagligt til samme konklusion;
Hvis ikke vi lærer at lede vores frygt – styrer den os. Væk fra os selv.
Frygten er den portal, vi kan gå ind af, for at få adgang til skam, sorg og skyld, som lammer os eller sender os i evigt kredsløb rundt om os selv – væk fra os selv. Og det er samtidig adgangen til alt det, de fleste mennesker længes efter;
Kærlighed. Accept. Tillid. Til sig selv – og til andre. At elske og blive elsket. Med det hele. At udleve det, vi har brug for og lyst til, mens tid er.
Vores ældgamle overlevelsesinstinkt, spiller os et puds i den moderne tid, hvis ikke vi lærer at leve i fred sammen. Hver dag.
I dag er der masser af ting at frygte. Ligesom en hvilken som helst anden dag. Jeg kan være bange for alt muligt og alene fordi, det er okey, fylder det ikke noget – og jeg kan give mig selv lov til alt muligt.
Forelsket igen. I min evige beskytter, livspartner og døråbner.
Som har lært mig at leve livet.
Skriv et svar