At skælde ud på vores ego er lige så dumt som at skælde ud på en kropsdel, vi har det skidt med, eller en handling, vi ikke er stolte af.
Kan du indimellem blive bange for at være egoistisk, og sætter du (konsekvent) andres behov før dine egne?
Eller er du mere bange for at komme i sidste række, blive overhørt og forbigået og gør alt for at gøre opmærksom på dig selv?
Eller måske begge scenarier i forskellige situationer?
Så er der en chance for, at egoet er på trip – på en uhensigtsmæssig måde.
Forleden sad jeg til en konference om ledelse og tillid.
Jeg hørte en af deltagerne sige, at det er egoets skyld, at vi ikke har tillid til lederne pga. af ledernes store egoer.
Det er i min optik en halv sandhed, og jeg er ærligt talt lidt træt af at høre egoet få smæk, så her kommer mit egotrip om egoet.
Man kan ikke skære egoer over én kam og sige, at et ego er noget værre noget. Noget man skal skille fra eller overvinde. Egoet er ikke dårligt. Det er nødvendigt.
Det skal bare styres, ledes og udvikles ligesom alle andre aspekter af os.
Uden egoet er vi bogstaveligt talt på spanden, fordi:
* Egoet er et af vores sinds fundamentale funktioner.
* Det er en følelse af at have et individuelt selv, der adskiller sig fra alt andet. Vores personlige selv. Her er jeg – der er du.
* Egoet fremmaner vores personlige identitet, som er unik og forskellig fra alle andre.
Egoet i sig selv er ikke problemet, men det skal bestemt kendes og ledes, hvis vi skal udleve vores ønsker og drømme på en sund måde for os selv og for de mennesker, vi omgiver os med.
Hvad er så problemet?
Egoets ypperligste formål er at beskytte os og sørge for, at vi fysisk og psykisk har det godt med os selv. Egoet hader fiasko, fordi fiasko stiller os i et dårligt lys, som kan afskære os fra eksempelvis samhørighed, accept og kærlighed, for bare at nævne et par menneskelige nødvendigheder.
For egoet er fiasko lig med en psykologisk død, så derfor vil vi for enhver pris forsøge at undgå det – og når vi mere eller mindre ubevidst gør alt for at undgå at være en fiasko (ikke god nok etc.), kommer vi desværre også til at sætte en kæp i hjulet på vores eget unikke udtryk, vores drømme, ambitioner og ønsker her i livet. Fordi …
Egoets primære redskab til at undgå fiasko er frygten, og når vi ikke kender egoets frygtstrategier og ikke står ved de ting, vi kan være bange for her i livet, undertrykker vi skridt for skridt store dele af os selv.
Jeg underviser indimellem ledere og ansatte, som skal tilbage på arbejdsmarkedet efter en kortere eller længere sygemelding pga. stress.
En af de udtalte årsager, der dukker op som en del af stressbilledet, er frygten. Herunder frygten for at være egoistisk og sætte sine egne behov før andres.
At genfinde balancen mellem egne og andres behov kræver træning – men det er altid muligt at lære. For meget eller for lidt vil altid lidt bremse vores naturlige flow her i livet.
Så tag dig tid til at lære dit eget ego at kende. En relation, der varer hele livet, så hvorfor ikke udvikle den? Og hvis du synes, det halter lidt med de gode resultater i hverdagen, så er der endnu mere grund til det.
Du kan hente inspiration om egoets frygtstrategier i Kurenmodfrygt.dk.
Kærligst
Anja