Når jeg kører i bil med ungerne, leger vi indimellem en leg, der hedder “hvad tænker du, hvis jeg siger xxx”.
I starten var det egentlig bare for at underholde, når tiden faldt for lang, og for at gøre noget andet end at bruge ipads eller mobiltelefon.
Legen har vist sig at give de bedst snakke og lærer mig vildt meget om mine børn, deres tanker og deres væsen – og om mine egne forudindtagede holdninger.
Forleden var vi ude på en lidt længere køretur, og det var dagen efter magasinet Passion & Purpose var udkommet. Jeg har skrevet en artikel til bladet, om at hvordan vi kan understøtte vores eget naturlige flow her i livet og da vi sad i bilen fik jeg lyst til at høre børnenes opfattelse af det såkaldte åbne hjerte, så jeg spurgte dem;
“Hvad tænker I, når jeg siger “et åbent hjerte”?.
Deres svar lød prompte:
“At man er kærlig”
“At man er åben over for mennesker, der er anderledes end en selv”
“At man tør prøve nye ting”
“At man gør ting, selv om man er bange”
“At man tager imod andre”
“At man ikke giver op, bare fordi noget er svært”
JEG BLEV VILDT RØRT.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde ventet og jeg synes jo, at mine børn er kærlige og dejlige ligesom de er støjende, krævende og alt det børn også kan være. Men det kom alligevel bag på mig, at der kom så fine refleksioner fra mine bagsædepassagerer.
Og så ud fra et spørgsmål, jeg oplever, at selv voksne mennesker ikke altid kan give et kvalificeret bud på. Sådan er børn. Forbundet til den vildeste visdom.
Vi fortsatte legen med en række andre ord. Pointen er ikke, at de skal adaptere min version af et åbent hjerte, men at de giver udtryk for, hvad det betyder i deres verden. I deres bevidsthed. I deres hjerter.
Jeg bliver altid klogere i deres selskab.
