Jeg kan huske min fars blik, da jeg skyndte mig at sige, at jeg havde knaldet hovedet ind i et skab. Der var ingen tydelige skrammer, bare en lille misfarvning over det ene øje. Han så det med det samme. Spurgte ikke yderligere ind til det.
Jeg var lykkelig for, at der ikke blev stillet flere spørgsmål den aften. Det var for skamfuldt at stå ved. For skamfuldt at jeg svigtede mig selv.
Jeg kan huske første gang, jeg skulle fortælle mine veninder, at mit liv på ingen måder var det, jeg havde givet udtryk for. Jeg kan huske deres måbende ansigter, da jeg endelig åbnede op og fortalte, om hvordan mit paradis var blevet til et helvede. Om svigt og trusler, om slåskampene mellem to voksne mennesker, om frygten for at gå og om følelsen af at være gået i stå indeni.
Jeg kan huske den dag jeg besluttede, at sårbarheden var den eneste vej frem. Jeg var 28 år. Jeg tænkte, at jeg havde et helt liv til at lære det og hvis jeg øvede mig hver dag, måtte det lykkes før eller siden. Ikke at gemme det grimme væk. Ikke at lade som ingenting, når alting føles forkert.
Hele livet har vi mulighed for introspektion. At lære os selv at kende. Finde ud af hvorfor vi gør, som vi gør. Hvad der styrer os og hvor meget eller hvor lidt, vi selv styrer. Hele livet har vi også muligheden at vende blikket væk fra os selv. Så hvad vælger vi?.
Resultaterne taler altid deres tydelige sprog. Har vi hvad vi inderst inde længes efter? – eller løber vi efter det? Eller fra det? – eller værst af alt, giver vi andre skylden for det, vi længes efter, men ikke har?
Resultaterne taler altid deres tydelige sprog. Har vi hvad vi inderst inde længes efter? – eller løber vi efter det? Eller fra det? – eller værst af alt, giver vi andre skylden for det, vi længes efter, men ikke har?
Frygt får os til at flygte, kæmpe eller gøre ingenting.
Flygte fra at stå ved, flygte fra at åbne op. Flygte fra at mærke skammen, skylden, smerten. Mennesket er skabt fra naturens side til at flygte fra smerte.
Det egentlige problem opstår, når vi flygter fra en smerte, vi selv er med til at skabe. Når vi flygter fra os selv og det vi ikke magter at stå ved.
I kærligheden til os selv og til andre mennesker, har vi muligheden for at tage favntag med hverdagsfrygten.
Frygten for at miste, frygten for at blive afvist, frygten for at blive såret eller at såre, frygten for konflikter, frygten for at være svag og sårbar, frygten for at mærke følelsesmæssig smerte, frygten for at være ærlig, frygten for at blive forladt, frygten for smerten.
Den person vi elsker mest i verden kan løfte os til uanede højder eller få vores verden til at styrte i grus. Den person kan være et andet menneske – men det kan også være os selv.
Vi kan ubevidst og utilsigtet komme til at undvige kontakten, tilknytningen, til os selv og til hinanden, fordi frygten styrer vores adfærd. Ofte uden at vi bemærker det.
Kærlighed kan rumme kimen til uendelig meget frygt og smerte, hvis ikke vi tager modet, integriteten, i hånden og kigger på vores egen adfærd. Vores evne til at åbne op og være i kontakt med vores følelser og kropsfornemmelser.
Et stort skridt i retning af en dybere kontakt til mig selv og til min omverden skete, da jeg var villig til at rejse gennem frygten – ind til hverdagsmodet. Integriteten. Sårbarheden.
Når vi kender frygten, der holder os tilbage, kan vi få adgang til kærligheden, der sætter os fri.
En eftermiddag på en rasteplads i Jylland, lidt uden for Kolding, var jeg kørt ind til siden mellem to kundebesøg.
Jeg havde et hektisk job i IT Branchen og havde sagt ja til alt for meget ansvar i forhold til hvad mine 28 årige skuldre kunne bære og mit privatliv var total kaos.
5 minutter efter skulle jeg stå glad og smilende med endnu en kop lunken kolbekaffe i hånden og fremlægge en millionkontrakt, der helst skulle med hjem – underskrevet.
Jeg brød sammen. Faldt hulkende ind over rattet og den eneste tanke jeg havde i mit hoved var – det var ikke sådan her, det skulle være. Mit liv. Min krop talte sit tydelige utilfredse sprog og samme år fik jeg opereret mandlerne ud pga. gentagne halsinfektioner (alle årene med undertrykte følelser og selvbedrag havde sat sine tydelige spor).
Derefter fulgte et keglesnit pga. celleforandringer.
Jo…livet var skredet i svinget for mig. Med mig.
Jeg stoppede alt. Job, kærlighedsforhold og viskede tavlen ren undtagen for mine livslektier. De skulle lære mig at være i verden på en ny måde.
Jeg blev optaget af at finde ind til hvordan frygten havde blokeret for min livsnerve. Kærligheden til mig selv. Frygten havde nærmest lammet den.
Jeg ville lære at skabe det flow, jeg dybest set vidste, var en mulighed for mig. Indeni og udenpå.
Jeg besluttede mig for at relationen til mig selv skulle bygge på integritet. Det samme gjaldt alle andre relationer.
Den dag i dag har jeg forstået en ting med sikkerhed. Integriteten, modet, er det stærkeste kort vi har på hånden som mennesker. Mellem mennesker. Den får os til at turde, til at mærke og til at stå ved. Deri bor sårbarheden.
Du kan møde mennesker, som ikke er klar til den form for ærlighed, men det behøver ikke at forhindre dig i selv at åbne op. Dele din egen inderside og sårbarhed og se hvad der sker.
Dit mod afhænger ikke af hvad andre gør – men hvad du tør.
Kærligst
Anja
Den 21. august afholder jeg workshoppen SÅRBARHED I PRAKSIS – læs mere her
Hold da op Anja – virkelig cool. Jeg øver mig i at være helt ærlig – hver dag. Ufattelig så mange gange jeg har tager mig i at være næsten helt ærlig, for så at tvinge mig til at ærlig