Vi tror, vi har plads, fordi vi har fysisk plads. Men det er næsten ligemeget med den fysiske plads, hvis det psykiske rum har lavt til loftet.
Hun sidder og nikker og siger “alt er fint. Jeg er helt okey”. Smiler anstrengt.
Kroppen siger noget andet.
Hvis den kunne tale, ville den måske sige:
“Jeg føler mig totalt presset og ved ikke, hvad jeg skal stille op.”
“Jeg er for stolt til at bede om hjælp og vil ikke virke svag. Så jeg bider det i mig – selvom det bare er for meget nu. Jeg har brug for luft”.
Jeg har set utallige kroppe tale deres tydelige sprog igennem årene – og mærket mit eget.
En ting er sikkert. Hvis vi ikke selv tager plads og skaber rum til vores emotioner, følelser, behov og grænser, så kommer andre og tager plads med deres.
Er det deres skyld? – på ingen måde. Vi mennesker gør det, vi gør og medmindre vi opdrager blidt på hinanden og fortæller hvad vi har brug for og hvor vi står – og står ved det – går det som regel op i hat og briller, når der skal leges gætteleg rundt om i de små hjem eller på arbejdspladsen.
Siger du det, jeg tror, du siger?
Menneskets udvikling har i virkeligheden altid handlet om plads.
Vi har været gode (måske lidt for gode) til at tage fysisk plads op igennem historien. Homo Sapiens er den eneste nulevende menneskerace.
Vi ser til gengæld ud til at have lidt udfordringer med at trives på den plads, vi har taget.
Vi løber [for] stærkt og bliver syge af stress [nogle gør]. Selvom vi har alle forudsætninger og muligheder for at trives, har vi tilsynelandende ikke helt lært det.
Så hvad handler det om? Indre pladsmangel.
I takt med at vi har fået kvadratmeter i hobetal, biler og boliger at boltre os i – har vi ‘glemt’ at tage plads i det indre.
Vi tror, vi har plads, fordi vi har fysisk plads. Men det er ligemeget med den fysiske plads, hvis det psykiske rum har lavt til loftet.
Igennem de sidste 15 år har jeg bl.a. arbejdet med nogle af landets rigeste mennesker. Med absolut alle forudsætninger for at trives.
Det gjorde de bare ikke. Hvorfor? Indre pladsmangel.
Måske var ønsket at skifte direktørstolen ud med en taburet ved yveret af en ko. Men prestigefaldet virkede for voldsomt. Så hellere blive og lide.
Hvilken prestige? og siden hvornår har der været prestige i lidelse? – åh jo, det er rigtigt. Det er vi faktisk på mange måder vokset op med. [og jesus hang jo også på korset …].
Alle regler for hvad ‘man gør’ og frygten for hvad andre mon tænker om vores valg, slører vores dømmekraft og kropsfornemmelser i en grad, så vi ‘glemmer’ at give vores indre liv plads.
Når vi ikke står ved det, vi føler og mærker og måske endda forsøger at give andre mennesker skylden for vores tilstand, er det som at trænge sig selv op i en krog.
Jo længere tid vi står i krogen uden at give plads til det indre liv – jo mere bange bliver vores system og sådan skaber man en stresstilstand – og det, der er værre.
I det øjeblik kroppen fornemmer en stressende tanke (hvad nu hvis …) udløser den en cocktail af 1400 forskellige biokemikalier. Det er hormoner og neurotransmittere, der påvirker måden vi føler og opfatter ting på, hvilket betyder at du opfatter ting forskelligt, alt efter din indre tilstand.
Dengang jeg lærte at cykle, holdt krampagtigt fast i styret og prøvede mig frem – med og senere uden støttehjul.
Det er sådan det er at lære nye færdigheder. Man øver sig og øvelse gør mester. Tag plads. Gør dig selv tryg.
Sig hvordan du har det.
SÅRBARHED I PRAKSIS – Workshop den 21. august – læs mere her
Skriv et svar