Og der lå hun så.
Helt udmattet.
Med en sondepose bundet op til aircondition anlægget. Ophænget var lavet af en tøjbøjle og resterne fra en rulle sejlgarn, jeg fandt på jorden. Lægen var tilfreds med hjælpemidlerne og gjorde sit arbejde.
Det virkede, som det skulle [heldigvis], og den klare væske løb støt og roligt ind i venen. Dehydreret og helt slap. Var hun på vej tilbage fra et døgn i helvede.
Måske kender du det.
Når illusionen brister.
Når virkeligheden ikke lever op til fantasien. Når forventningerne ikke indfries. Når det, du troede, ikke blev sådan i virkeligheden. Lidt ligesom da det gik op for dig, at julemanden ikke fandtes [hvis du kan huske så langt tilbage].
Måske har du fulgt med i fotosafarien fra min undervisningstur her til de verdenskendte Galapagos øer, hvor Darwin slog sine folder og hvor arternes oprindelse – virkelig blev opdaget. Engang.
Måske har du set de smukke billeder af søløver, flamingoer, pelikaner, kæmpe havskildpadder, havleguaner og smukke boopifugle med babylyseblå fødder på min Facebookside.
Slet ikke til at stå for.
Dyrelivet her på Galapagos er HELT ekstraordinært.
Smukt, bjergtagende, dragende. Jeg har fra dag et haft lyst til at bo der, hvor dyrene er. Men det må man ikke helt. De skal have ro og vi skal holde afstand. 2 meter. Minimum.
Så vi bor i menneskeboliger. Hoteller og sådan. Med rindende vand og toiletter [som dog ikke kan trække toiletpapir ud, så man tørrer sig og smider papiret i en spand – det rangerer ikke højt på lækkerhedsskalaen. Need I say more … men hey – jeg smed heller ikke børnenes ble i toilettet, så jeg er vel allerede lidt trænet i det der med at adskille toilet og numsepapir].
Den blinde passager
Med til menneskeverdenen hører også nogle andre dyr, som ikke kan indfanges af et Iphone kamera.
Bitte bitte små, er de – så små, at man ikke kan se dem med det blotte øje. Måske sidder de på tomaten, der kom i salaten. Måske i vandet, du svømmede i. Måske på håndtaget du tog i, da du skulle ind i souvenirshoppen.
Måske.
Parasitternes og bakteriernes liv er usynligt – men mærkbart like hell, når de smutter ombord i menneskekroppen som blind passager. Og det gør de forholdsvis ofte i udlandet. Sjovt nok. Og så alligevel SLET IKKE sjovt. Langt fra faktisk. Uvidende går vi rundt og pludselig …
AV!
Jeg er gået nogenlunde fri denne gang. Men nogle af de unge piger her på turen, har været hårdt ramt. Virkelig hårdt. Så til kamp mod bakterierne med IV drop og antibiotika.
De Ecuadorianske bakterier er ikke for os halvblege overbeskyttede danskere, der formentlig aldrig bunder den anbefalede mængde skidt om året.
Det søde med det sure
Hvis vi er villige til at betale en eventuel pris, for nogle af de smukkeste oplevelser, kan vi bevæge os uden for andedammen. Hvis ikke, må vi blive hjemme. Og selv der, kan alting ske. Så …
Shit happens kan jeg fristes til at sige. Og det mener jeg. I ordets bogstaveliste forstand.
Jeg har haft min andel af tarmtarok, solstik m.m. på mine rejser og for hver gang, bliver jeg lidt klogere på min krop og hvad den kan tåle – og ikke kan tåle. Men de grumme oplevelser er stadig INTET i mod ALLE de fantastiske scenarier, jeg også har oplevet. Alene fordi jeg har en krop, der kan mærke, sanse, registrere, føle.
YES! Hurra for den.
Vi tror, vi kan beskytte os mod farer, smerte, ubehag, uro.
Når vi rejser – når vi er hjemme.
Vi tror, vi kan kontrollere os ud af og igennem det meste. Vi tror, at vi kan helgardere os ved at træffe de såkaldt rigtige beslutninger igen og igen.
Vi tror, vi kan ’spritte hænder’ livet igennem og undgå at blive ramt af ’det ubehagelige’.
Vi tror også, at de største problemer er dem, vi går og skyggebokser med til daglig. Skal, skal ikke. Må, må ikke. Vil, vil ikke. Kan, kan ikke.
Men når kroppen først sætter ud – bliver alle andre problemstillinger så bittesmå og fuldstændigt ligegyldige. Hvad den ene sagde i går, som blev misforstået af den anden. Frygten for at vælge forkert. Angsten for at misse et fly eller miste en kuffert med yndlingscremen.
Hvad hovedet har været fyldt af – forsvinder. Og tilbage står behovet for bare at have ro indeni. Ingen opkast. Ingen diarre. Ingen feber. Bare ro. Neutralt.
Hvad er meningen?
Tanker som ”hvorfor lige mig” kan dukke op. Søgen efter mening kan ramme lige dér – også selvom tanker om livets mening aldrig har banket på før. Men nu hvor det er ubehageligt, sker det. Måske er der en mening. Måske er der ikke. Hvorfor ikke dig?. Hvorfor dig?. Hvem ved.
En ting er sikkert.
Der er det, der er. At være med det og stoppe kampen mod egen krop er det eneste, vi kan gøre.
Her bor vi 24/7. Og her vil vi ALTID vil bo, uanset hvor vi bor. I kaos eller i ro.
Det glemmer vi ofte, når kroppen ’bare’ fungerer. Og vi glemmer hvor lidt der skal til, førend balancen tipper fra god – til VIRKELIG DÅRLIG. For nogle er det ikke en gang en parasit, der volder problemer – men en enkelt tanke, der tipper læsset fra blessed til blue.
Nogle gange lever forventningerne til livet ikke op til virkeligheden.
Så ender man i en seng med drop på paradisøen.
Andre gange overgår virkeligheden fantasien med flere længder.
I sidste ende må vi overgive os til det, der er og få det meste og DET BEDSTE ud af det, mens vi kan.
Kærligst
Anja.
Skriv et svar