Nåå, du har det nok godt, hva? – om trivselsmisundelse

Du er den eneste der ved, hvad du reelt har brug for. Stol på det. Og tag dig af det.

Hun kommer gående forbi mit hus, da jeg er på vej ud med hunden.

Nikker ned mod Adam, som kommer en gang om måneden og renser min bil for (MANGE) hundehår, mudder, madrester og diverse.

‘Du har det nok godt, hva?’, siger hun.

For et års tid siden var det hendes mand, der kom med nøjagtig samme kommentar, da ham der hjælper mig i haven, stod og klippede hæk.

Jeg smiler til hende og svarer, ‘ja, det har jeg – men hvad mener du egentlig’?.

‘Ja, forleden var der en der slog dit græs og nu får du ordnet bil. (som i… laver du slet ikke noget selv?)

Det er rigtigt, svarede jeg. ‘Og det er meget dejligt at få hjælp’.

‘Jeg synes, det er en god løsning. Vi hjælper hinanden. Jeg støtter deres virksomheder og de hjælper mig.’

Jeg har valgt at betale for det, jeg ikke selv kan nå eller overskue.

Hun tavs en stund.

‘Nå ja, vi får jo også pudset vinduer af en, der kommer udefra’.

‘Dejligt’, siger jeg.

‘Det gør jeg også’.

***

Jeg kan godt lide at udfordre både min egne og andres forudindtagede holdninger. Især når det kommer til hvor meget, vi tillader os selv at trives.

Det er så individuelt, hvad der gør en forskel.

Hun kender ikke min hverdag. Hvordan den er skruet sammen, hvordan jeg prioriterer og hvad jeg skal have til at gå op i en højere enhed – men der var tydeligvis noget, der stak hende.

Det vi ikke kan tillade os selv eller har mulighed for, kan godt blive til halvsure rønnebær, når vi ser andre give sig selv den tilladelse.

Men vi kan også glædes på hinandens vegne.

Som i …

‘Hvor er det dejligt at se, at du har hjælp til hus og have – det kunne jeg virkelig også godt tænke mig.’

Jeg bruger sådanne oplevelser til at spørge ind – fremfor at retfærdiggøre eller forklare mig.

For naturligvis er det mit valg, hvem jeg vil betale for hvad og op til mig at vurdere, hvordan min hverdag hænger bedst sammen.

Jeg gør alt, jeg kan for at trække tempoet ud af mine dagtimer – mit liv i det hele taget – og med hus, hund, teenagere, virksomhed, have m.m er der mange timer at hente til det, jeg finder vigtigst, når jeg ikke skal lave alt selv.

Jeg er fortaler for, at vi tager ansvar for de, behov vi har – OG (naturligvis) glæder os på andres vegne, når de også gør det.

Jo mere du trives – jo bedre trives det store fællesskab.

Det er sådan, det regnestykke går bedst op.

* Er der noget, du kunne tænke dig at tillade dig selv i højere grad?

* Hvad ville gøre din hverdag nemmere og rarere?

Notér dig de første svar, der kommer til dig. Sæt handling bag og se, hvad der sker.

Kærligst

Anja