Kære Voksen

Kære Voksen

Jeg vil forsøge at forklare dig noget, der er svært for mig og håber, du kan forstå mig.

Selvom jeg ikke har så mange ord som dig til at forklare mig med, vil jeg forsøge at fortælle dig hvad, det gør ved mig, når du råber af mig.

Ser du, jeg har lært, at vi mennesker er født med frygten for høje lyde. I tidernes morgen har det hjulpet os til at overleve som race. Vi blev i hulerne, når det tordnede, vi løb væk ved høje brøl. Det betød noget lignende som: skynd dig væk, gem dig eller slås.

Så …

• Når du råber ad mig, så får jeg lyst til at råbe igen – men det tør jeg ikke.
• Når du råber af mig, får jeg lyst til at løbe væk fra dig – men det tør jeg heller ikke.
• Når du råber af mig, får jeg lyst til at slå ud efter dig, men det tør jeg slet ikke.

 

Det er bare så ubehageligt, når din stemme bliver høj. Hele mig fryser til is.

Du er større end mig og der er noget i mig, der siger, at jeg er afhængig af dig. Eller måske ikke lige dig – men voksne. I hvert fald min mor og far.

Det gør faktisk ekstra ondt indeni, når de råber. Jeg gør ikke noget med vilje, for at gøre dem ondt. Jeg gør ikke noget med vilje for at gøre nogle voksne ondt. Jeg gør bare. Prøver mig frem. Jeg er jo i gang med at lære. Og jeg forstår ikke altid, hvad jeg skal gøre for at være et rigtigt menneske.

Jeg mærker en masse indeni, men ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med det. Måske kender du selv til det?

Jeg synes, det er svært at lære nyt hele tiden. Mange regler, mange ændringer, mange ting jeg skal lære og mange ting jeg ikke må, ting jeg skal kunne, prøve at lade være med og ting jeg skal huske på. Hele tiden.

Det kan jeg godt forstå, hvis du har glemt. Du er jo gammel i forhold til mig og det er måske lang tid siden du virkelig har skulle lære noget nyt. Måske ville du også synes det var svært at lære, hvis der stod en og råbte dig ind i hovedet. Måske ville du få lyst til det samme som mig.

Råbe igen. Slå eller gå din vej.

Det jeg prøver at sige er, at jeg lærer ikke særlig meget af, at du råber af mig. Jeg bliver ikke klogere. Jeg bliver ikke gladere. Jeg får ikke lyst til at hænge ud med dig. Jeg får ikke lyst til at gøre det, du siger. Jeg får ikke lyst til at gøre mig umage – men jeg gør det alligevel, fordi jeg er bange for, hvad der sker, hvis jeg lader være.

Du må gerne råbe af mig, hvis jeg er ved at gå ud foran en bil eller sådan noget. Så kan jeg godt forstå, du bliver bange og hæver stemmen. Men hvis jeg kunne bede dig om én ting, så vil jeg gerne have, at du undersøger hvad, du er bange for, inden du råber af mig og skælder ud.

Hvis du er bange for, at jeg ikke respekterer dig, så husk, at der ikke er noget, jeg hellere vil. Men det er svært at respektere dig, når jeg ikke føler, at du respekterer mig.

I virkeligheden vil jeg helst bare have, at du lytter på hvad jeg siger, fremfor at afbryde mig og tro, at du ved, hvad der sker inde i mig.

Bare husk: jeg gør faktisk aldrig noget med vilje for at irritere dig eller genere dig. Jeg forsøger, bare at finde ud af, hvem jeg er. Det har jeg brug for din hjælp til.

Du hjælper mig bedst ved ikke at tro, at du ved alt bedre end mig. Du må meget gerne spørge mig hvad jeg har brug for i stedet.

 

Kærlig hilsen

Barnet